FGUNU#6_skærm

Da vi gik mod Sudan, gik vi ti timer om dagen i sand. Også når det var blevet helt mørkt. Flere gange måtte vi gemme os, fordi der kommilitær eller vilde dyr. Det var især hyænerne, jeg var bange for. Hermon Amanuel

Bare 16 år gammel flygtede Hermon Amanuel fra sit hjemland Eritrea til fods gennem Saharas sand for at komme i sikkerhed i Danmark.

Gik i sand ti timer om dagen De to jævnaldrende teenagedrenge havde fået kontakt til nogle ulovlige menneskesmuglere, der hentede dem i Eri- trea og førte dem til Sudan. Det tog tre dage. Tre dage fyldt med angst for at blive fanget og skudt af militæret. Eller for de vilde dyr i ørkenen. Og den nagende usikkerhed om, de kunne stole på menneskesmuglerne. ”Da vi gik mod Sudan, gik vi ti timer om dagen i sand. Også når det var blevet helt mørkt. Flere gange måtte vi gemme os, fordi der kom militær eller vilde dyr. Det var især hyænerne, jeg var bange for”, husker han om de mange angstfyldte timer. Fik pasta og råddent vand Da de endelig var kommet ind i Sudan og befandt sig i nærheden af hovedstaden Khartoum, der var første mål på flugtruten, var Hermon tæt på at give op. Han var ud- mattet af træthed, sult og tørst. Han begyndte også at tvivle på, om han kunne gennemføre den lange tur, hvor de kun fik kogt pasta og råddent vand at spise og drikke. ”Der tænkte jeg: Jeg giver op. Men vi var kommet hele den lange vej, og vi kendte ikke resten af vejen til Khartoum. Vi blev bedt om at vente der, og så ville der komme nogle og hente os. Det var svært, for vi vidste ikke, om vi kunne stole på det. Og selv om vi var meget bange, havde vi ikke andet valg”, fortæller han og gyser ved mindet. Ventede to år i Sudan Heldigvis kom han og vennen sikkert til Sudans hovedstad. Der opholdt han sig et år, og yderligere et år i en flygtnin- gelejr, til det lykkedes hans mor i Danmark at få en fami- liesammenføring.

”Det tog to år, indtil jeg i sommeren 2016 lovligt kunne flyve til Danmark, hvor min mor og søskende tog imod mig i lufthavnen”, fortæller Hermon og smiler for første gang helt op til øjnene. For det var en bevæget og tårevædet genforening for Her- mon og hansmor og søskende. De havde ikke set hinanden i seks år, og havde alle været igennem rædselsvækkende oplevelser på hver deres flugt til sikkerheden i Danmark. Drømmer om at blive dansk statsborger I dag er den dramatiske flugt et minde, Hermon sjældent tænker på. Sammen med sin mor og de to yngre søskende bor han i en lejlighed i Ladegårdsparken. Før han begyndte på Hold 1 på FGU Nordvestsjælland, gik han på sprogskole. Nu bruger han tiden på FGU til at blive bedre til dansk, så han kan søge ind på en uddannelse. ”Jeg ved ikke, endnu hvilken uddannelse, jeg vil have. For jeg har ikke så meget læseerfaring. Men jeg tænker på at tage noget uddannelse på EUC. Men jeg vil også gerne på HF, der jo giver mig mulighed for at komme videre på en højere uddannelse. Men først skal jeg nå mit mål om at tale flydende dansk”, fortæller han glad. Efter godt fire år i Danmark, opfatter han landet som et fredeligt og sikkert sted at være, hvor man ikke bliver pres- set af myndighederne, som befolkningen i Eritrea gør. Der- for er han også optimistisk, når han tænker på fremtiden. ”Jeg tænker hver dag på, at jeg vil være dansk statsborger. Det er min plan. Jeg har kun fire år tilbage”, siger han og tæller ivrigt på fingrene, ”til jeg kan søge om statsborg- erskab”.